Sexikon

Pædofili

Opgaver

Pædofili er, når voksne har seksuelle tanker om og lyst til børn og/eller har sex med børn, f.eks. berøring eller samleje.

Hvem og hvordan?

Det er ulovligt at handle på sin pædofili og den voksne kan blive straffet, hvis han/hun har udsat et barn for et seksuelt overgreb og/eller har forsøgt at lokke eller presse et barn til sex.

I Danmark er den seksuelle lavalder 15 år. Det betyder at en voksen ikke må have sex med en person under 15 år. Hvis man er under 15 år må man ikke have sex med én, der er væsentligt yngre eller ældre end én selv.

Værd at vide

Hvis man har været udsat for seksuelle krænkelser, er det vigtigt at få hjælp til at håndtere det. Selvom man synes det er svært at tale om, er det alligevel vigtigt at tale med en (voksen) person, som man har tillid til og som kan hjælpe. Det kan være én man kender i forvejen f.eks. en lærer eller en ven.

Der findes også særlige steder, hvor man kan få hjælp og rådgivning, hvis man ikke har lyst til at tale med nogen man kender om det.

Vidste du?

... at alle har ret til ikke at blive udsat for seksuelle krænkelser?

… at der findes mange former for hjælp og rådgivning til både pædofile og børn, der udsættes for seksuelle krænkelser?

… at nogle pædofile voksne på nettet, udgiver sig for at være børn for at komme i kontakt med børn?