Sexikon

P-stav

Opgaver

P-stav

P-stav er en hormonel præventionsform, der kan bruges af piger/kvinder for at undgå graviditet.

P-staven beskytter ikke mod sexsygdomme.

Synonymer

Hormonstav, gestagen-stav.

Hvem og hvordan

P-staven afgiver hormonet gestagen, som forhindrer ægløsningen. Det påvirker også slimen i livmoderhalsen, så sædcellerne ikke kan trænge ind i livmoderen.

P-staven er to millimeter tyk og fire centimeter lang og skal placeres under huden på pigens overarm, mens man er lokalbedøvet. Det er lægen, der sætter staven ind. Inde i huden bliver staven indkapslet, fordi der dannes et lag kropsvæv rundt om den, som forhindrer, at den flytter sig. Staven kan altså ikke vandre rundt i kroppen.

Staven giver næsten 100% sikkerhed og virker med det samme.

Værd at vide

P-stav fås kun på recept, og man behøver ikke få foretaget en gynækologisk undersøgelse for at få p-stav. Det kan være en god idé at få foretaget en gynækologisk undersøgelse på et tidspunkt efter, man er begyndt på p-stav, for at tjekke at man ikke er smittet med en sexsygdom.

Piger, der ikke har haft kontakt med et andet menneskes kønsorganer, kan ikke være smittet med en sexsygdom, og behøver derfor ikke en gynækologisk undersøgelse. 

Når man bruger p-stav kan der komme bivirkninger som ved de andre hormonelle præventionsformer: Brystspændinger, hovedpine og humørsvingninger.

En ulempe ved p-staven er, at den næsten altid giver uregelmæssige blødninger: Nogle kvinders menstruationer stopper, andres bliver kraftigere.

Stavens virkning kan påvirkes af andre medicintyper, så husk at gør læge/hospital opmærksom på, at du anvender den.

Ens forældre behøver ikke nødvendigvis at vide, at man vil have p-stav, men det kan gøre det nemmere, hvis indsættelse og fjernelse af p-staven hos lægen ikke skal ske i hemmelighed.

Vidste du...

...at nogle uger efter staven er fjernet, kan man blive gravid igen?

...at p-stav også virker selvom man har haft diarré eller kastet op, hvilket p-piller ikke gør?