Sexikon

Cybersex

Opgaver

Cybersex er sexlege, der foregår over internettet, f.eks. ved at sende frække billeder af sig selv til andre med mobiltelefonen eller spille med i et 3D-porno-spil.

Det handler altså om at lege sexlege med andre via computere, mobiler og lignende.

Hvem og hvordan

Man kan have cybersex med nogen, som man kender i forvejen, f.eks. sin kæreste, eller med nogen man lige har mødt på nettet.

Hvis man har cybersex med nogen, som man ikke kender, kan man ikke vide, om de snyder, og i virkeligheden er noget andet, end de viser på nettet. Og måske betyder det heller ikke så meget, hvis man ikke har tænkt sig at mødes med dem.

Man kan også købe cybersex, f.eks. ved at se porno, hvor man kan bestemme, hvad pornoskuespilleren skal gøre. Og der findes sexlegetøj, som kan styres på nettet, f.eks. vibrerende dildoer hvor man kan skrue op og ned for styrken.

De første handsker og dragter, hvor man kan "mærke" hinanden via nettet, er også kommet frem, men de er stadig meget dyre og svære at bruge.

Værd at vide

Hvis man sender billeder eller videoer af sig selv til andre, så skal man tænke over, at de nemt kan blive lagt på nettet, så alle kan se dem.

Det kan også ske ved et uheld, hvis f.eks. en computer eller mobiltelefon bliver stjålet. Derfor kan det være en god ide at gøre billederne anonyme, allerede når de bliver optaget ved f.eks. at dække for ansigtet eller særlige kendetegn, f.eks. modermærker eller tattoveringer.

Vidste du...

... at unge mellem 15-17 år gerne må webcame med andre eller sende frække billeder og film af sig selv (og modtage fra andre), så længe den 15-17-årige har givet lov?

Man må bare ikke dele billederne eller optagelserne med andre, for så overskrider man loven og kan straffes.