Info

 
 

P-plaster

P-plaster er en hormonel præventionsform, der kan bruges af piger/kvinder for at undgå graviditet. P-plaster beskytter ikke mod sexsygdomme.

Hvem og hvordan

P-plaster er et tyndt plaster, som beskytter mod graviditet. P-plaster beskytter næsten 100 % mod graviditet - ligesom p-piller.

Plastret indeholder hormonerne østrogen og gestagen, men i en lavere mængde end p-piller, fordi hormonerne ikke skal optages gennem mave/tarmkanalen, men gennem huden.

Hormonerne går ind i blodbanen gennem huden og virker ved at hindre ægløsning og forandre konsistensen af slimen i livmoderhalsen, så sædcellerne ikke kan trænge op i livmoderen.

P-plaster virker med det samme, hvis man sætter plastret på, den første dag man har menstruation.

Hvis man begynder på et andet tidspunkt i cyklus, skal man bruge kondom sammen med p-plastret i 14 dage. Dette gælder kun for det første p-plaster.

Værd at vide

P-plaster fås kun på recept, og man behøver ikke få foretaget en gynækologisk undersøgelse for at få p-plaster.

Man skal dog helst have foretaget en gynækologisk undersøgelse på et tidspunkt, fordi lægen skal sikre sig, at alt er i orden - at man f.eks. ikke har en sexsygdom, som man kan smitte videre med.

Piger, der ikke har haft kontakt med et andet menneskes kønsorganer, kan ikke være smittet med en sexsygdom, og behøver derfor ikke en gynækologisk undersøgelse. 

Plasteret kan placeres fire forskellige steder på kroppen: På balderne, på maven, på overkroppen (ikke brysterne) og på overarmene.

Man skal bruge plaster i 21 dage efterfulgt af syv dage uden plaster. Der skal et nyt plaster på hver uge, sådan så man på de 21 dage tager nyt plaster på tre gange. I den plaster-fri uge har man sin menstruation.

Man må kun bruge ét plaster ad gangen, og man skal sætte det nye plaster på et andet sted på kroppen end det plaster, man lige har fjernet. Kontroller hver dag at plastret ikke er faldet af.

Fordelen med plastret er, at man kun skal tænke på prævention en gang om ugen, og der er to dages "glemmegaranti". Dvs. at plastret indeholder hormoner nok til to dages ekstra fuld beskyttelse.

Piger kan få bivirkninger ved at bruge p-plaster som ved andre hormonelle præventionsformer. Bivirkningerne kan være hovedpine, brystspændinger, kvalme eller humørsvingninger.

Det er en god ide at snakke med sin læge, hvis man oplever bivirkninger.

Ens forældre behøver ikke nødvendigvis at vide, at man vil have p-plaster, men det kan gøre det nemmere at huske at skifte dem, når det ikke skal ske i hemmelighed.

Vidste du...

...at man ikke kan blive gravid i de syv dage, man holder pause for at bløde mellem to p-plastre?
...at hvis man skifter fra p-piller til p-plaster, skal man sætte det første plaster på den samme dag, som man skulle være startet med den nye p-pillepakke?