Femidom er en præventionsform, som kvinder kan bruge.
Det er en slags pose som en pige, der skal have samleje med en dreng, kan sætte ind i skeden for at forhindre graviditet eller smitte med sexsygdomme.
Femidomet fungerer som en barriere, og drengens penis bevæger sig så inden i posen, der samler sæden op, når han får udløsning.
Hvem og hvordan
Femidomet består af posen og to ringe - en indre og en ydre i hver sin ende. Den indre ring hjælper med at placere femidomet rigtigt inde i skeden, så den ligger rundt om livmoderhalsen. Det dækker livmoderhalsen på samme måde som et pessar. Den ydre ring ligger rundt om skedeåbningen og holder femidomet fast udenfor skeden.
Femidomer kan være lavet af enten latexgummi, nitrilgummi eller polyuretan. Nitrilgummi giver den fordel, at femidomet ikke knitrer så meget som en indkøbspose.
Femidomet giver en beskyttelse på ca. 97%. Det er kan suppleres med sæddræbende creme. Det beskytter mod sygdomme på samme måde som kondom.
Værd at vide
Femidomet passer til alle. Det sættes ind før en pige har samleje. Efter sex skal man klemme den ydre ring sammen for at beholde sæden indeni, og derefter ganske let trække femidomet ud og smide det ud.
Det er lidt sart ligesom et kondom. Man kan komme til at lave hul med en skarp negl, et smykke eller lignende.
Femidomer kan kun købes gennem internettet eller bestilles hjem fra apoteket.
Vidste du...
...at selvom femidomet ikke er særligt brugt i Danmark, er det meget brugt i andre lande? Det gode ved femidomet er, at det kan give piger og kvinder større mulighed for at bestemme over præventionen end f.eks. kondomet.